|
Efter en del dage med ekstreme regnmængder, bød søndag den 14. Juni 2009 på dejligt solskin og ca. 20 graders varme. Mogens Østergaard Hansen og hans personale fra dyreklinikken Holger Danske kunne derfor byde de 56 mennesker og 43 hunde, som var op i Egebækvang Skov i Espergærde, velkommen i det perfekte vejr.
Eftermiddagens program var spændende: en gåtur til fordel for Dyrenes SOS, hvor der doneredes 5,- pr. pote eller fod, information om foder samt gode råd om børns samvær med hunde og konkurrence for børnene. Derudover var der også mulighed for at få råd og vejledning om hunde generelt fra Mogens og hans personale: Lisa, Mia og Jeanette.
Efter velkomsten begav de mange ivrige hunde og deres ejere sig ud på en gåtur gennem den smukke skov. Tilbage på pladsen fik alle hunde og deres ejere slukket tørsten efter tur, og herefter gav Lisa alle deltagere lidt information om Vetfamiliys nye foder.
Så var turen kommet til Mia, som gav børnene og deres forældre gode råd om, hvordan hunde og børn bedst omgås hinanden. Dyrlægeforeningen har lavet en hjemmeside - www.hej-hund.dk - hvor børnene kan stifte bekendtskab med "Den blå hund". "Den blå hund" skal hjælpe børnene med at lære nogle grundregler om, hvordan man skal omgås hunde. Det skabte selvfølgelig glæde at "Den blå hund" faktisk var med på pladsen, og det gav de tilstedeværende børn mulighed for at afprøve de gode råd fra Mogens og hans personale med det samme. Efterfølgende fik børnene mulighed for at besvare nogle spørgsmål om hvordan man skal omgås hunde, og da der var udloddet præmier til alle børn, som havde besvaret spørgsmålene, var interessen for konkurrencen stor.
Præmieoverrækkelsen var også afslutningen på årets HUNDENS DAG, og der var i alt indsamlet kr. 2440,- til Dyrenes SOS. Vi ønsker alle børnene tillykke med deres præmier, og takker naturligvis mange gange for det flotte resultat og for det gode initiativ fra dyreklinikken Holger Danske!
På foreningens vegne
Lonni
|