Lise Schæfer er dansker, nu bosat i Costa Rica og har i årtier hjulpet gadehundene og -kattene i blandet andet Costa Rica, og har nu startet sin egen forening.
”Min baggrund for dette arbejde er skolepraktik på Esbjerg Dyrehospitalet, da jeg var ung, det er mange år siden - jeg er "49 somre". Senere som assistent hos en dyrlæge i Puerto Rico, hvor vi boede i 6 år før vi flyttede hertil for godt 13 år siden. Jeg gør meget ud af, at fortælle folk at jeg IKKE er dyrlæge men kan betragtes som ”dyresygeplejerske”, og jeg har et glimrende samarbejde med dyrlæger her - er der noget, som jeg ikke kan finde ud af eller forstå, så henviser jeg til dem og da folk ikke kan betale regningen hos disse, jah så gør jeg det.

Jeg har lavet en organisation der hedder "Amigos de Zaguates", oversat til dansk vil være noget i retningen af "mixed breeds venner", en Zaguate her, er en hund, der er uden race og faktisk at betragte som en "ur-hund", hvor tæven selv har valgt den bedste han til sine unger og for at sikre sig at blive gravid, vælger hun ofte et par hanner eller tre, derfor er der stor forskel på pups. Jeg er meget begejstret for denne ur-hund, den e helt specielt "sat sammen", ekstremt resistent overfor sygdomme, kan aede forlorent mad, insekter, rødder etc. uden at blive syg. Jeg søger ordnede forhold, og er derfor også nu blevet registreret hos skattevæsenet som en nonprofit gruppe. Dvs. at jeg kan bede om donationer hos venner og bekendte, og som så kan trække det fra i skat. Det betyder ekstra arbejde med bogføring, men et bestyrelsesmedlem har givet OK til at jeg kan benytte hans bogfører, og det giver han som donation, således at jeg ikke skal bruge penge på en udefra, men kan bruge dem på dyrene.”

Lise og hendes mand Uwe bor ”ude på Herrens mark” i et stort hus samt 52000 m2 grundstykke, som giver Lise mulighed for at have plads til sine 10 egne hunde samt ca. 20 gadehunde som er fordelt i re-habben, dogrunnen, gæstehuset samt i en indhegning bagved gæstehuset. Alle disse hunde og katte har jo brug for foder, kæleri og leg, men der er også overskud til andet arbejde – blandet andet de vigtige kastrationsklinikker:
”Jeg hjælper fattige familier med foder og ormemidler og medicin, hvis det er nødvendigt. I øjeblikket fodrer jeg regelmæssigt ca. 54 hunde, inkl. dem i rehabben. Det foregår på den måde, at folk ringer til mig et par dage før de løber tør og jeg koordinerer sådan at de får deres foder når jeg kommer forbi. Jeg går ind for hjælp til selvhjælp – familierne skal gøre noget for det. Jeg har f.eks. aftaler med nogle små supermarkeder om at folk kan få foder der, og så betaler jeg, når jeg kommer forbi næste gang - ingen problemer der, de ved jo at jeg betaler.

Dertil kommer så kastrations-klinikkener, hvor jeg betaler differencen mellem det folk kan betale og det dyrlægen tager I sidste runde kom der 71 dyr – hunde, katte, hanner og hunner - og heldigvis skaffede en veninde en donation til at betale dyrlægen, så jeg slap med skrækken!!!”

Lise har en altmuligmand, som passer fincaen (farmen) samt fungerer som chauffør for Lises mand. Han er også med til at hjælpe Lise med hundene og kattene.
”Marito, som altmuligmanden hedder, har jeg lært at få "et godt øje" med hensyn til dyrene, hvilket betyder, at jeg kan sende Marito afsted til at tilse en hund. Det foregår på den måde, at folk ringer til mig, de fortæller, hvad der er galt med dyret og alt efter hvad de fortæller, (hunden vil ikke spise, har sår efter et slagsmål eller har ræveskab) så giver jeg det der skal til af medicin. Marito afleverer det med instruktioner, og undersøger hunden på stedet, kommer hjem og fortæller mig, hvad han så. Er det helt galt, tager jeg selv af sted, og er det noget jeg ikke kan klare selv, tager jeg hunden til dyrlægen i San José - problemet er bare, at det nærmest er en "dags-rejse", tager normalt en 5-6 timer og jeg skal arrangere en til at være i huset hos min mand, som lider af Parkinsons syndrom.”

Lise støder også på sygdoms- og kulturproblemer i sit arbejde for gadedyrene:
”I Costa Rica har vi mange sygdomme pga. parasitter, og det er jo nemt at løse med ormemidler. Ind i mellem er der problemer med yardia og coccidia, som også klares med piller, hudproblemer med sarna (en art for ræveskab) klares også med piller med ivermectina og amitraz til bad. I de sidste 7 år har vi fået erligia, en parasit overført af tæger, og som giver indre og ydre blødninger, og bliver hunden ikke behandlet med enten tetraciclina eller doxiciclina, så dør den. Denne behandling er dyr, fordi den varer 21 dage, men nu har jeg fundet et erstatningsmiddel, generico, som koster 1/3 af prisen.

Overkørte hunde er et stort problem, eftersom de fleste hunde på landet går løse og bliver påkørt. Normalt er det dyrlægens arbejde, men i en snæver vending klarer jeg det også, hvis jeg ikke kan få fat på en dyrlæge.

Hos indianerne havde jeg et problem - en kvinde ringede og spurgte om jeg ikke kunne hente hendes tæve med 8 hvalpe!! Det sagde jeg nej til, men tilbød at give hende foder, ormemiddel og mælk - jøsses et ramaskrig det gav!!! Flere indianere ringede og spurgte om det kunne have sin rigtighed at jeg gav mælk til hundehvalpe, når de nu selv ikke havde til deres børn!!!! Se, det havde jeg jo ikke lige tænkt på, så for at undgå flere ramaskrig, får tæverne nu kalkpiller og så er vi ude over det problem.”

Lise fortæller om adoptioner og sit næste projekt:
”Mit problem er, at hver gang jeg finder et godt hjem til een, jah, så modtager jeg tre eller flere, jeg er dog bedre stillet end så mange andre, der laver det samme som jeg, de har op til 200 dyr - dels kan de ikke finde hjem til dyrene, eller de vil ikke af med dem, fordi man jo kommer til at holde af hundene. Det er næsten det værste, så er det så svært at aflevere dem. Jeg tuder hver gang jeg afleverer en hund, det holder jeg nok aldrig op med......

Mickey - før		Mickey - efter