|
Mere om Lise og hendes dyr
|
Med jævnlige mellemrum sender Lise informationer om, hvordan det går hos hende og hendes dyr:
LIDT MERE OM LISES DYR
Under et privat besøg hos Lise, har Dyrlæge Lars Friis Mikkelsen taget disse billeder - mange tak for det, Lars!. Her kan du læse Lises ord om de enkelte hunde:
|
|
Her har vi BETSYs 3 hanhvalpe, født den 12. maj 08, der blev født en hvid til, men han døde under fødslen da han var kæmpe stor. BETSY var den tæve der gik hos indianerne på skolen og som var så bange at jeg blev nødt til at udlove dusør til den der kunne fange hende, binde hende og ringe til mig..det tog over 5 timer at få fat i hende men nu er hun her, en dejlig tæve som "griner", når jeg kommer over til hende. De to sorte hanner blev adopteret i lørdags ved kastrationen, blev hentet der af en amerikansk familie og indianerne var helt vilde med dem, specielt den ene med et "blåt øje", alle ville have dem, men de bliver store og skal have god mad og det kan indianerne ikke betale. Dog var der en ung fyr med en velplejet hanhund og han vil gerne adoptere den sidste hvide han, jeg venter et par dage så tæven kan reducere mælkemængden lidt med kun een, og saa får den lille hvide også et godt hjem, det er jeg glad for. |
|
|
Her har vi TIPPER og LENNY, TIPPER (ligger ned) er min assistent til hunde udenfor re-habben og her får han kys af Lenny, som jeg hentede fra gaden med en skrækkelig hudsygdom, sarna. Lenny er nu også afsat, skal afleveres hos en indianerkvinde i denne uge, en rigtig lille spillopmager der ikke går af vejen for en god leg, han er simpelthen så sød og kærlig.
|
|
|
Her har vi TIPPER, hedder sådan fordi hans "tip of the tale" er hvid. Han kom hertil med sin mor og 7 andre som "nytårsgave" den 01. janunar 2007 og jeg adopterede ham. Han er min assistent til nye dyr der kommer hertil men som ikke er i bur, dem der står i snor eller går frit rundt. Han er utrolig venlig og legesyg, de voksne hanner fortæller han lige "hvem han er", er de ikke aggressive, er han med på en god leg og får de nye til at føle sig hjemme. Vi kalder ham vores COYOTE fordi det ligner han, sådan i den retning ser vores vildhunde ud, så hans mor, DANA, har måske noget blod i sig derfra. TIPPER går frit rundt på området, etruskernes tid er ikke forbi, han ligger ned og spiser!!!!!
|
|
|
Her har vi hound-dog PLUTO. Han kom til mig med en totalt knust bagpote, som det tog mig månedsvis at få sat skik på. Ydermere havde han en 50 torsalos (flue-larver) som en dyrlæge måtte operere ud. Dyrlægen fik ikke alle, så han havde store inflamationer pga. døde larver der stadig var i kroppen, han var hævet ca. 2-3 cm hvor inflamationen sad. NU, endelig er han ok, jeg gav ham atromicina i 9 hele dage og det tog det sidste. PLUTO bliver nødt til at stå bundet, hans instinkter gør, at han damper af og jeg er bange for slanger, biler, og for at folk hugger ham hvis de ser ham gå løs og de vil bruge ham til jagt. PLUTO er min øjesten, han er bare så sød ved folk han kender, ellers snapper han dem, han ikke bryder sig om. Han elsker sit hundehus og ligger varmt og blødt på min gåsedunsdyne!!!!! Til venstre ser vi EVA og FOXY, (den hvide) sidstnævnte lignede jeg ved ikke, hvad da jeg hentede ham på siden af vejen, udmagret og ved at opgive ævred, se hvor fin han er nu....
|
|
|
Her har vi LUCKY BOY, den hund det var sværest at få fat i, og hvor jeg måtte bruge hvad jeg vidste om dæmpende signaler, som jeg tidligere har beskrevet. Det bedste han ved er at jeg sætter mig hos ham på hans pude, og så ligger han og vrider sig rundt for at blive kløet "lige det rigtige sted" !!! Han står bundet i løbesnor udenfor re-habben, er også een af dem der laver ulykker hos naboerne, hvor han jagter høns og det er en død hund på længere sigt, han er bedste ven med TIPPER, de leger flere timer hver dag, så ham bliver jeg nødt til at beholde med mindre jeg finder det helt rigtige sted til ham. Han var ekstremt bange for mennesker i starten men nu er han venlig og imødekommende overfor alle.
|
|
|
Nu er vi inde i re-habben hvor jeg i øjeblikket har 10 hunde i et aflukket område på 600 m2. Hundene der, har en god dynamik, de leger og slås "venligt" og alle er "vilde", når jeg går over til dem, i en sådan grad, at det nærmset er umuligt ikke at få revet huden op når jeg er der, alle vil have kontakt og slikke min mund. Til venstre, drejet, har vi NELA,TIPPERS søster, JENNY står op, hende hentede jeg fordi hun stod i fuld sol og regn, i en 1/2 meter kæde, EVA med halsbåndet hentede jeg fordi hendes ejere flyttede og lod hende tilbage, BARSINA, den plettede, er min assistent indenfor området, hun er venlig og legesyg ovefor fremmede hunde, så hun bliver sat sammen med nye først, derefter kommer de alle ud fra deres respektive bure, een efter een og hilser på nye hunde.
Den lille, der ligger ned, er OFELIA, der har lidt en grum skæbne idet hendes "mor" gav hende en med kosteskaftet, sådan at hun brækkede ryggen. Hun skrabede sig op 10 km til hun var så udmattet og lagde sig i vejkanten. Flere ringede til mig og jeg hentede hende. Jeg lavede et check med hendes bagpoter hvor jeg kneb hende hårdt og mærkede at hun prøvede at trække poterne til sig, hvilket indikerer at der stadig var nerveforbindelse fra ben til ryg. Her ligger hun ned fordi hun skvattede i bare iver men I skulle se hende spurte afsted efter BARSINA, som hun dels deler bur med og simpelthen elsker...begge har jeg taget til mig og de blive her.
|
|
|
Nu er vi i dog-run, et bur på ca 30 m2, hvor jeg i øjeblikket har tre hunde, LONNI, den brune og CHAP, den sorte, LENNY bor også der og de tre har det bare noget så morsomt med leg hele dagen, gider den ene ikke, så er der den anden. CHAP hentede jeg sammen med CHIP hos en veninde som helt små hvalpe, CHIP fik en leversygdom og døde hos dyrlægen der havde ham i drop i over en uge. LONNI hentede jeg fra gaden med sarne i stor grad, hun er stadig ikke helt kureret, så hun bliver her lidt endnu, inden hun går til adoption. Problemet med LONNI er, at hun stikker af, hun havde fået et godt hjem hos en sød familie, men blev ved med at smutte ud. Jeg har tidligere skrevet om både LONNI og CHAP - som begge er søde og dejlige og frem for alt kærlige.
|
|
|
Her har vi NICK med de evindelige hudproblemer, jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op, dyrlægen siger at det er allergi..han bliver behandlet efter alle kunstens regler, ny mad uden soya og ris, ris og lam har jeg prøvet, han har ikke ret mange lopper, men een er jo nok til at give ham allergi, hvis han ikke kan tåle lopper... men sig mig hvordan, man undgår lopper i Costa Rica??? På billedet står han i fast snor, nu har han løbesnor. NICK hentede jeg i landsbyen, han var bange, for folk smed sten efter ham for at få ham til at forsvinde fra deres egne dyr, de troede han havde sarna (ræveskab), som er meget smitsomt. NICK er næsten ren Husky og desværre, som de er, jager han alt hvad der bevæger sig, en glimrende egenskab i Sibirien for at få noget at spise, men ikke i Costa Rica hvor han jager og bider kvæg og høns!!! NICK er elskelig men med den slags "fornøjelser", er han en forgiftet og død hund med mindre jeg finder et hjem, hvor han kan være i en indelukket have, næsten umuligt at finde her i landet. Jeg er bestemt ikke fortaler for at hunde står i snor, men her kan det ikke være anderledes, det er til deres eget bedste, de bliver ikke forgiftet hverken af slanger, frøer eller rottegift, eller bliver kørt over af en bil, jeg så helst, at alle løb frit rundt men med 34 hunde!!!!!, det ville aldrig gå godt.....
|
|
|
 |
ET SIDSTE FARVEL
I dag vil jeg fortælle om een af mine egne hunde, min dejlige, gamle grå Schæferhan - RASMUS.
Jeg er i dette moment utrolig ked af det, men jeg VED at jeg gjorde det rigtige, for dyrlægen har lige været her og sendt ham til de evige jagtmarker, hvor han forhåbentlig får det ligeså godt som han havde det her hos os.
RASMUS blev 9 1/2 år og havde han ikke fået den arvelige sygdom, sacralis eller lumba/sacra, ville han sikkert have været her endnu. Denne sygdom gør, at hunden bliver lam i bagbenene fordi der mellem lumbar og sacra i rygsøjlen, ikke er nerveforbindelse. Sygdommen blev konstateret for ca. et år siden og behandling findes ikke - det går bare jævnt ned ad bakke.
Jeg prøvede med akupunktur som ikke hjalp,- vitaminindsprøjtninger som hjalp lidt men kun i starten. For ca. et halvt år siden fik han nyreproblemer. som jeg klarede med specialfoder, K/D og U/D som jeg blandede, nøje afmålt, for meget af det ene eller andet, betød dårlig mave.
RASMUS har ikke lidt på noget tidspunkt, sacralis gør ikke ondt, og mit problem var, at hunden var totalt normal, spiste med ekstrem appetit, meget opmærksom på sine omgivelser, elskede at ligge og tygge i sine bolde eller, helst, et tygggeben,- det eneste han insisterede på var, at han skulle kunne se mig hele tiden, ellers blev han pivset - kun i hunderummet eller på sin soveplads, accepterede han, at jeg ikke var der.
RASMUS hentede jeg i Danmark for næsten ti år siden - han var to måneder gammel, en lille uldtot, med forkærlighed for at tygge i hjørner og frønser af vores ægte tæpper!!!! Han blev den første registrerede grå schæferhund i Costa Rica.
Begge hans danske forældre var grå, moderen fra udstillingslinien, faderen fra brugshundelinien og det viste sig hurtigt, at RASMUS skulle blive en dygtig brugshund. Hans næse var formiddabel, i lydighed meget førbar og glad, halen gik på ham konstant. Men hans eet og alt var forsvarsarbejde, hvor han fik lov til at bide i figurantens ærme. For jer, der måske ikke kender til bugshunde-arbejde i Schæferhunde-regi, er det sådan at der er 3 dicipliner: spor, lydighed og forsvar. Indenfor det sidste er der "kort bid", hvor figuranten er i skjul og "langt bid", hvor hunden skal finde figuranten og det sidste, var RASMUS s specialitet. Efter hvad min dygtige træner, Leo, sagde var, at han var blandt de 5 bedste i Mellem-amerika og det siger dog alligevel noget!!!!
Jeg er medstifter af den første- og eneste brugshundeklub ( Schutzhunde-klub) i Costa Rica og for ca. et 1/2 år siden, inviterede jeg hundevennerne til RASMUS's afskedsparty. Han havde været lidt sløv, sikkert pga. nyreproblemet, og jeg tænkte at NU er det tid!!!
RASMUS havde den lykkeligste dag - Leo kom med hele udstyret, og folk stod og græd da Leo gav ham biddet, liggende, ærmet fik han lov til at "bevogte" til Leo huggede det igen, og som afførte flere bid. Jeg tror, at hvis en hund kunne storgrine med elastik fra mund til ører, så var det det, vi alle så. RASMUS blev nusset og aet af alle - legede bold med børnene, som kastede den helt hen til ham, han var bare så glad.
Jeg spurgte naturligvis alle "hvad mener I - er han klar til en aflivning, bare fordi han ikke kan gå???, Jeg mener, man slår jo heller ikke et menneske ihjel, bare fordi vedkommende sidder i rullestol"!! Alle, uden undtagelse, svarede nej, han var endnu ikke klar og det undrede mig - brugshundefolk på konkurrenceplan, er ind i mellem lidt ufølsomme, duer hunden ikke, bliver den skiftet ud med een anden og oftest aflivet.
Den dag vil RASMUS's hundevenner aldrig glemme og det var også min ide med invitationen, at sensabilisere dem lidt så de vil tænke en ekstra tanke, inden de afliver deres dyr. I den forbindelse kan jeg fortælle jer, at når mine egne, nu gamle Schæferhunde forlader denne verden, vil jeg tage gamle Schæfere ind, der ikke længere kan bruges i avl eller som brugshund. Her kan de nyde deres otium i rolige omgivelser og ikke bare stå i bur, som de fleste gør, hvor de bliver taget ind- og ud, i forbindelse med træning.
Jeg har idag skrevet dette til jer, fordi jeg synes, at mange er lige hurtige nok til at aflive ders dyr - andre er lige langsomme nok til det samme...at "lege GUD" er ikke nemt...kig på dyrets øjne og se hvad den fortæller dig - RASMUS fortalte mig i søndags at nu var HAN klar. Jeg gav ham en dag ekstra til superforkælelse og så kom dyrlægen idag, tirsdag.
Man taler om hundens "livskvalitet" og naturligvis havde RASUS ikke den i forhold til at kunne bevæge sig, men så havde han så meget andet, som han var glad og tilfreds med, og som jeg hele tiden har sagt, "den hunnie vil bare ikke dø", men idag ville han!!! Han var frisk og opmærksom, da dyrlægen kom - RASMUS er een af de få hunde der elsker deres dyrlæge) Claudio snakkede blødt med ham og de legede lidt bold - da dyrlægen skulle finde venen til sprøjten, blev hunden lidt urolig, og Claudio ville lægge en stofmundkurv på, hvilket jeg nægtede - det ville stresse ham. Det var bedre at jeg havde hovedet i skødet, hvilket jeg havde under hele forløbet mens jeg prøvede at holde tårerne tilbage for ikke også at gøre hunden ked af det og urolig, mens den endnu var i denne verden. Derfor er det også sådan, at jeg aldrig afliver en hund hos en dyrlæge, de kommer her i hundens vante omgivelser og det er da det mindste man kan gøre for en gammel ven.
I dette øjeblik bliver RASMUS lagt i graven, som Marito og hans bror har gravet ude på marken, hvor de andre gamle også ligger. Han er indhyllet i sit sovetæppe og har et par favoritbolde med sig - jeg bliver her i huset, for jeg kan ikke klare at se hverken dyr elle mennesker blive begravet. Nu vil jeg tænde et lille lys for ham og invitere de to unge mennesker til en gravøl, vi vil alle være triste, men jeg VED BARE at jeg idag gav RASMUS min sidste kærlige hånd og hjalp ham med det sidste.
RASMUS, min elskede hund,- du vil aldrig blive glemt, men gemt!!! FRED VÆRE MED DIG.....din hundemor...Lise
|
|
Muki & Annie (tidligere Minnie)
|
På vejen hen til en mand og hans syge hund, stoppede Marito og jeg for at hente avisen hos den lokale købmand og hvad ser jeg der!!!! Ca. 20 gribbefugle, som var ved at spise "noget" i vejkanten og på gaden. Jeg gik derhen og der lå en død hund, der var blevet påkørt. Gribbe er jo naturens "skraldemænd", så det var ok, men købmanden fortalte at hun var blevet smidt på gaden med to små hvalpe, som løb rundt i nærheden. Vi fandt dem og så at de var så sultne at de havde fundet nogle ben...deres egen mor...noget vi, som mennesker jo synes er ufatteligt men for en hund er mad, mad... sådan er det bare.
Det tog Marito og mig over en halv time at få fat i de små, og da vi løftede dem for at tage dem i bilen skreg de af angst, selvfølgelig, det er jo ekstremt traumatisk at først blive smidt på gaden med deres mor for derefter at være alene uden hende til at følge.
Jeg havde egentlig ikke plads til dem, men skaffede en til dem i gæstehuset, hvor de nu er. De er nu helt ok med mig, selvom det tog nogle timer at få dem gjort fortrolige med mig. Men jeg startede med at håndfodre dem med noget dåsemad, som jo lugter rigtigt godt, og da de var sultne. Derefter satte jeg mig ned, legede lidt med fingrene, smaskede og lukkede øjnene næsten helt og så kom de, lidt efter lidt. Det er nu to dage siden og de har, næsten, en normal hvalpeopførsel, de futter rundt om mine fødder, bider i tæerne og har det noget så skægt, mens de venter på, at jeg giver noget mad. De har fået en gammel strømpe, som jeg har bundet en knude på og et tyggeben og det leger de med.
Jeg vil tro, at de små er 1½ måned gamle, tæven har vi kaldt MINNIE og hannen MUKI, og nu må vi se, hvordan de reagerer overfor fremmede og se at få dem socialiseret.
Updates:
Jeg har fundet en plejemor - Angela - til Muki og Annie (tidligere Minnie). Annie er udfarende og et lille livsstykke. Muki er endnu ikke kommet sig over chokket over at blive sat på gaden og se/høre sin mor blive kørt ihjel. Angela gør lidt ekstra ud af ham, og han er nu ved at finde sig selv.
Siden sidst, er Angela flyttet og kunne ikke have ANNIE og MUKI med sig, fordi haven ikke var indhegnet endnu, og der er en kæmpe skrænt, hvor mennesker ikke kan komme op ej heller hunde der måske kunne falde ned.
Heldigvis fandt hun en amerikansk familie til ANNIE og jeg satte MUKI over til Maria. MUKI er lidt nervøst sammensat, han har behov for noget tid til at finde sig tilrette, men I skulle se ham nu. Han er en "lykkens pamjulefis", går frit rundt hos Maria (er dog bundet, når hun ikke er der, det ha jeg bedt om, det er sikrere for hunden, så han ikke kommer på dumme tanker og går ud på vejen.)
Det første han gjorde var at løbe efter og æde tre små kyllinger!!!! Det blev Marias mor temmelig fortørnet over, men som jeg sagde: "hunden skal opdrages og helt klart have et kraftigt NEJ, når han bare så meget som kigger på en kylling" og det er vist lykkedes. Han går nu rundt over det hele og lader høns og kyllinger i fred.
MUKI er meget dygtig til at holde sig om natten for Maria ville egentligt helst have ham sovende udenfor i et hundehus, egentlig også en bedre løsning for ham, da han en dag jo skal adopteres, og så er det ikke sikkert at den nye familie vil have ham indenfor, meget almindeligt i Costa Rica, hvor 90% af hundene er udenfor huset, og hvorfor vænne en hund til noget rart, når det ikke kan opretholdes. Jeg betaler Maria for at passe ham med penge fra Dyrenes sos, tak til alle der deltager.....
|
|
|
|
Pluto er en hounddog, som kom hertil med en knust bagpote. Poten og til undereste af benet var ca. 4 gange normal størrelse. Han kan nu gå på poten, men han tager nogle skridt uden at støtte på poten. Egentligt har han det godt her, og har 3 fornøjelser i livet: mad, gåture med Marito med mulighed for dyp i floden og min aflagte edderdunsdyne. Pluto elsker at ligge i sit hundehus, og holde øje med alt hvad der foregår, men KUN på dynen. Ligger dynen udenfor hundehuset, lægger Pluto sig på den indtil vi igen ligger den ind i hundehuset.
Updates:
Jeg har talte med en englænder, John, som gerne vil have Pluto. John er ligeglad med at Pluto ikke er helt OK, så jeg vil tage ham med ud til sin nye familie. John har en kæmpe indhegnet have og 2 andre hunde - en laborador og et gadekryds, så jeg vil lave en introduktion mellem de 3 hunde. Hvis alt går vel, kan Pluto (og hans dyne) bliver hos John og hans familie.
Pluto er blevet adopteret af John og hans kone Joanna, og sikke et godt sted for hunden: 10000 m2 indhegnet have, 2 andre, venlige tæver og et sødt ægtepar. Glad var jeg, tænkte at det var virkelig det bedste, som kunne ske. Men vil du tro..... Pluto er ulykkelig, og har lagt sig ved porten, og vil ikke gå derfra. Ikke engang for at få sin mad - John og Joanna må fodre ham ved porten.
John og Joanna er kede af det, dels på Plutos vegne, men også fordi de føler at de ikke gør det godt nok - hvilket er forkert! Spørgsmålet er om Pluto har lagt sig i porten for at vente på mig - han så jo at jeg kørte ud af den. I morgen vil jeg aflægge Pluto en visit for at se hans rekation. Alt efter hvordan det går, finder vi ud af om han bliver eller kommer med hjem igen. Marito elsker tanken om at Pluto kommer hjem igen - Marito måtte tørre øjnene, da jeg kørte afsted med Pluto til hans nye hjem.
Gamle PLUTO er bare så glad, han ligger på min dyne og holder øje med "verdens-situationen", fjoller rundt når jeg går over til ham, men skynder sig ind i hundehuset, når "mutter" kommer med sprøjten!!!!....ikke sjovt, men nødvendigt for han er begyndt at få abcesser der, hvor han i sin tid fik opereret disse fluelarver (torsalos) ud, en bakterie tilstand har det givet og bliver behandlet med gentamicina. Hullerne er ved at lukke sig, men jeg tror at han skal have en omgang til på et senere tidspunkt, det må dyrlægen fortælle om.
Han får jo sin daglige gåtur ned til floden, hvor han dypper sig sammen med de ti andre hunde, som Marito tager med og hvis det ikke er lykken??? jeg beholder ham, han er gammel og skal have det lidt rart på sine gamle dage, han står i løbesnor, og det passer ham vist fint, han vill dampe af hvis han kunne, ville komme hjem igen, men der kan ske ham alt muligt undervejs f.eks. slangebid, (vi har masser af giftige slanger her) påkørsel, eller at een eller anden hugger ham. Hans knuste bagpote støtter han på, og det ser ikke ud til at gøre ondt på ham.
|
|
|
|
For en 3 ugers tid siden blev jeg ringet op af en amerikansk bekendt, der spurgte om jeg dog ikke kunne hjælpe hende ved at tage en lille tæve a la cocker spaniel typen, som løb rundt på vejen hvor de bor. De gav den mad, men der er meget trafikeret, og hun var så bekymret over at den evt. kunne blive påkørt. Egentligt havde jeg ikke plads, men tog tæven og satte hende i dogrunnen hos Chip og Chap. Jeg satte mig sammen med dem og beroligede gemytterne lidt, for hun var bange og de to små hanner noget aggressive.
Der sad vi så og snakkede og aede i en halv times tid med lidt godbidder til hjælp, og så var de socialiserede med hinanden. Chap prøvede på at invitere til leg, men det gad hun ihvertfald ikke. Jeg gik så fra dem og holdt øje med dem fra køkkenvinduet, og det så ud til gå fint.
Den lille, yndige, tæve fik navnet LONNI og hun faldt fint til. Jeg syntes at hendes vulva var lidt hævet og hun var lige rigeligt rund, så jeg aftalte med en dyrlæge at hun skulle opereres, og rigtigt nok. hun var en 14 dages tid gravid, så det var godt vi fik fat i hende i tide, og at hun ikke skulle få sine hvalpe på vejen eller i skoven - det er simpelthen så synd og desværre mange tævers skæbne, når ejerne ser at hunden er i løbetid, så dumper de dem for ikke at have besværet med hvalpe, derfor er det så vigtigt at vi kastrerer så meget som muligt.
For 5 dage siden ringede en herre som havde fået mit telefonnummer af en anden gruppe, hvor han havde været for at se på hund, men syntes de var for store til ham og konen, der bor lidt småt. Så jeg spurgte frem og tilbage, skulle hunden have lov at være i huset?, var haven indhegnet?, hvad skulle den spise, etc. og han svarede fornuftigt på alt, og så sagde jeg at jeg havde den helt rigtige hund til dem, lille LONNI.
De kom så ud og så på hende, og LONNI må have vidst, at her var det om at være bare så sød, og de faldt pladask for hende da hun gik igang med at fedte og se yndig ud!!! Jeg var glad, de var meget søde og kærlige ved hende, havde købt et fint tæppe til bilen, som skulle være hendes.
Jeg havde ikke kunne vaccinere hende, fordi hun fik antibiotika efter operationen, men det gjorde jeg så, da de hentede hende, sagde at det kunne være at hun blev lidt sløj (jeg bruger en vaccine med levende, svækkede celler), men at de skulle ringe til mig, hvis der var problemer. De fik så noget mad med, som de skulle mixe med det de ellers ville give hende, så de ikke slog maven i stykker med nyt mad. De fik ormemiddel til to gange, og lovede at sende et billede til mig hen ad vejen...og så tog LONNI afsted med sin nye familie, og jeg stod og tudede som sædvanligt...den er hjemme hver gang.
Samme aften, og to gange til, ringede jeg for at høre, hvordan det gik, og det gik strålende. LONNI var glad, kærlig og de var glade for hende, så det var en rigtig god omplacering. De har fået at vide, at de under ingen omstændigheder måtte give hende til nogen anden, uden at kontakte mig først, man kan jo aldrig vide om deres situation ændrer sig, og at de af een eller anden grund ikke kan have hunden mere.
|
|
|
|
|
|
|
|
