Første uge: I dag fylder jeg 1 uge. Hvilken glæde det er at komme til denne verden!

Måned 1: Min mor passer mig meget fint, hun er en eksemplarisk mor!

Måned 2: I dag blev jeg separeret fra min mor. Hun var meget nervøs og urolig og med sine øjne sagde hun farvel, håbende på, at min nye menneskefamilie vil passe mig - ligeså godt som hun selv!

Måned 4: Jeg er vokset meget, alt har min interesse. Der er flere børn i huset, som for mig er mine søskende. Vi fjoller meget rundt, de trækker mig i halen og jeg bider dem lidt i leg.

Måned 5: I dag blev jeg skældt ud! Min menneske mor blev vred, fordi jeg tissede indenfor i huset men de har aldrig fortalt mig, hvor jeg skal tisse. Ydermere sover jeg i soveværelset og jeg kunne ikke holde mig mere.

Måned 6: Jeg er en glad hund. Jeg har et godt hjem, jeg føler mig simpelthen så sikker, så beskyttet ! jeg tror at min menneskefamilie elsker mig, de tilgiver mig meget. Når de spiser, fodrer de mig ved bordet. Haven er helt min egen og jeg løber rundt og graver huller som mine forfædre, ulvene, gjorde da de gemte deres mad. De opdrager mig aldrig, så jeg går ud fra, at alt hvad jeg laver, er i orden!

Måned 12: I dag fylder jeg 1 år. Nu er jeg en voksen hund. Min familie siger, at jeg er blevet større end de havde regnet med. Hvor må de være stolte af mig!

Måned 13: Åhhh, hvor er jeg ked af det i dag. Mine menneske søskende tog min bold fra mig. Jeg tager aldrig deres legetøj. Jeg tog min bold igen, men mine kæber er stærke og jeg gjorde børnene ondt, uden at ville det. Efter forskrækkelsen, satte de mig i kæde, næsten uden at jeg kan bevæge mig og i fuld sol. De siger, at de vil holde mig under opsyn og at jeg er utaknemmelig. jeg forstår ikke noget af, hvad der sker!

Måned 15: Ingenting er normalt. Jeg bor oppe på det flade tag og jeg føler mig meget ensom, min familie elsker mig ikke mere. En gang i mellem glemmer de, at jeg er sulten og tørstig. Når det regner har jeg ikke tag over hovedet.

Måned 16: I dag tog de mig ned fra taget. Jeg er sikker på, at min familie har tilgivet mig og jeg blev så glad, at jeg hoppede og sprang. Min hale for rundt.! De ville oven i købet, tage mig ud på en køretur. Vi kørte og kørte og pludselig stoppede de, åbnede bildøren, jeg skyndte mig glædestrålende ud, tænkte, nu skulle vi rigtig have en dejlig dag på landet. Jeg forstår ingenting, de lukkede bildøren og kørte væk. HEY....vent på mig !!!! De har glemt mig. Jeg løb efter bilen så stærkt jeg kunne, med alle mine kræfter. Min angst steg, jeg var næsten ved at besvime men de standsede ikke, de har glemt mig!!

Måned 17: Jeg har, uden held, prøvet at finde vejen hjem. Jeg føler mig totalt forladt. på min vej, er der mennesker med et varmt hjerte, de ser på mig med triste øjne og giver mig lidt at spise. Jeg takker dem med mine øjne og fra bunden af mit hjerte. Jeg ville ønske at de ville adoptere mig, jeg vil være tro som ingen anden. men det eneste de siger er "stakkels hund, den er nok blevet væk"!

Måned 18: Den anden dag kom jeg forbi en skole og så mange børn, ligesom i min familie. Jeg nærmede mig forsigtigt og en gruppe børn begyndte, grinende, at kaste en regn af sten efter mig for at se, hvem der kunne ramme bedst. En af stenene ramte mit ene øje og nu kan jeg ikke se med det.

Måned 19: Man tror det er løgn. Da jeg var i god stand, syntes folk om mig. Nu er jeg mager, mit udseende har forandret sig. Jeg mistede mit øje og folk kyser mig væk med koste, når jeg prøver at finde lidt skygge at lægge mig i.

Måned 20: Jeg kan næsten ikke bevæge mig. I dag prøvede jeg at krydse gaden og blev påkørt. Efter min opfattelse var jeg sikker i vejkanten men jeg skal aldrig glemmer chaufførens tilfredse udtryk, han til og med, drejede bilen for at ramme mig. Jeg ville ønske at han havde dræbt mig, men det eneste der skete var, at jeg brækkede hoften. Min smerte er uudholdelig, jeg kan ikke bevæge mine bagben , med besvær fik jeg mig slæbt hen til lidt skygge under en busk.

Måned 21: Jeg har nu ligget 10 dage under sol, regn, kulde, uden mad. nu kan jeg slet ikke bevæge mig mere, smerten er ubeskrivelig. Jeg har det meget dårligt, jeg ligger et fugtigt sted og det ser ud som om, selv pelsen falder af. Nogle personer går forbi og ser mig ikke, andre siger "hold dig væk fra dyret" !! Nu er jeg næsten bevidstløs men med en kraftanstrengelse, fik jeg åbnet mit ene øje. Hendes sødmefyldte stemme fik mig til at reagere. " Stakkels hund, hvad har de dog gjort ved dig", sagde hun. Sammen med hende, var der er herre i hvid kittel som begyndte at føle på mig og sagde " Frue, jeg er ked af det, men med denne hund, er der intet at stille op, det er bedre, at den holder op med at lide" Den venlige dames øjne fyldtes med tårer og hun istemte. Så vidt jeg kunne, logrede jeg lidt med halen og jeg kiggede på hende, taknemmelig for, at hun ville hjælpe mig til at sove ind. Jeg mærkede kun et lille prik og jeg sov ind for evigt,- tænkende på, hvorfor skulle jeg fødes, når ingen vil have mig!!!!

--- SLUT ---

Løsningen er: lad være med at sætte en hund på gaden eller aflive en ellers sund hund...men opdrag den !! Det er synd for en tro følgesvend, et godt selskab burde ikke blive til at problem. Vær med til at hjælpe med at vække folks bevidsthed, for således at undgå problemet med gadehunde!!!!
Forfatteren til "En Hunds Dagbog" er ukendt, men desværre er det dagligdag i Costa Rica, jah , mange steder i verden. Vi er mange "venlige damer" der gør et stort arbejde for disse hunde, henter de fortvivlede hunde i vejkanten, rehabiliterer dem vi kan, finder familier til dem, kastrerer/steriliserer for at holde bestanden nede......

Lise, Costa Rica

Foreningen Dyrenes SOS - Ishøj Søndergade 7 - 2635 Ishøj - info@dyrenessos.dk