Alle dyr inddeles systematisk i slægter, familier og arter. Hundeslægten kaldes på latin "Canis". I hundefamilien findes der flere arter, blandt andet: tamhunden (Canis familiaris), ulven (Canis lupus), den australske dingo (Canis familiaris dingo), samt coyoten / prærieulven (Canis latrans) og guldsjakalen (Canis aureus). Et engelsk forskerteam har lavet en fylogenetisk undersøgelse af tamhunden, dvs. en undersøgelse der belyser tamhundens afstamning. Forskertemaet undersøgte i alt 654 hunde fra hele verden.

Vi har i mange år formodet at vores tamhund nedstammer fra én eller flere ulvearter. Dette kunne undersøgelsen da også fastslå, idet undersøgelsen pegede på at tamhunden med stor sandsynlighed nedstammer fra 5 forskellige populationer af tæveulve. Forskere mener at ulven (Canis lupus) er opstået i Amerika og Europa for ca. 500.000 år siden. Undersøgelsen viste at hunden først blev domesticeret i Asien, det var altså her de første hunde sluttede sig til menneskerne. Det ældste identificerede hundeskelet er ca. 30.000 år gammelt. De tidlige former af tamhunden (Canis familiaris) er afbilledet i stenalderen, for ca. 12.000 - 17.000 år siden og det vurderes at selve domesticeringen af hunden startede for ca. 15.000 år siden.

Der er mange adfærdsmæssige og sociale grunde til at hunden knyttede sig til mennesket. I det gamle Ægypten var hunden et helligt dyr, som især blev brugt som jagt- og vagt- og selskabshund. I det gamle Rom blev hunden især brugt som selskabshund og krigshund. I middelalderen var det især de rige og adelige der holdt hunde og det var da her at mange af de små selskabsracer opstod. De rige brugte således jagt- og vagthunde, til deres jagter og til opsyn med deres rigdomme, mens de også havde små selskabshunde der især fungerede som tidsfordriv og som statussymbol.

I dag arbejdes der også med selektiv avl, dvs. at hver opdrætter ønsker at fremelske et bestemt udseende og bestemte egenskaber hos den enkelte hunderace. Blandt selektiv avl ses der desværre også overtypning, hvilket betyder at opdrættere fremelsker anatomiske ekstremer, tenderende til misdannelser, hvor f.eks. hundens øjne er unaturligt store, næser er unaturligt flade eller ryggen har et unaturligt fald, så hvalpen kan forvente at få et liv med en masse sygdomme der skyldes dette unaturlige udseende.

Udvalgt reference: Campbell Nick, Nature